Author Archives: Stine Vest

Foerste skridt paa vejen til at redde verden!

Foerste skridt paa vejen til at redde verden!

For at give jer en lille smagsproeve paa, hvad vi egentlig gaar og laver, saa bruges dette blogindlaeg til at fortaelle om vores pudeprojekt.

Fra dag 1 af paa boernehjemmet havde vi bidt os maerke i, at boernene sover paa tynde sivmaatter med lasede taepper. Og som vores moedre altid har fortalt os er en god nattesoevn livsvigtig. I sidste uge blev to maaneders snak om medlidenhed endelig til et projekt, hvor hvert barn skulle designe sin egen personlige pude. Efter et mislykket forsoeg paa at faa Jysk Sengetoejslager til at donere 23 puder, (de stoetter i stedet Handicap Idraet og goer et stort arbejde der), saa dukkede julemanden i form af Catharinas far i stedet op en maaned for tidligt. Nu da vi havde de oekonomiske midler var der ikke flere daarlige undskyldninger for ikke at gaa igang.

Efter at have fortalt vaertsfar om projektet, tilboed han straks at pudeshoppe med os. Saa sikrede vi os dermed, at saelgerne ikke snoed os, som de goer gang paa gang. Min vestlige naivitet fandt jeg frem igen, da jeg forventede en indendoers ren forretning. Som altid er intet som forventet, og da vi efter en kort gaatur ankom til ‘butikken’, maatte jeg indse, at navnet butik daekker over mere end umiddelbart antaget; Ud til en trafikkeret og meget stoevet vej omkrandsede puder og madrasser en saelger og hele hans families hjem og arbejdsplads.  Det er ikke et sted vi kan anbefale, hvis du lider af stoevallergi. For saa snart vi roerte en af deres puder, moedte vi blot en lille del af den forurening, der haerger hele Indien. Efter en laengere forhandling blev vi enige om pris og stoerrelse. For en skraeddersyet pude af stoerrelsen 20 gange 30 cm med en leveringstid paa en dag maatte vi betale 27Rs – dvs. ca. 3 kroner. Og det var i foelge vores vaertsmor endda dyrt.

Naeste punkt var at skaffe stof til betraek. Igen var vaertsfar en flink fyr og tog os med i en rickshaw indtil byen. Her blev vi i foelge vaertsmor igen snydt, da vi maatte betale 80 kroner for 10 meter hvidt stof – den bedste kvalitet selvfoelgelig.

Punkt nummer tre var at faa syet alle betraekkene. For nylig flyttede der en familie paa fire ind i nabohuset og vi har et godt forhold til den hjemmegaaende kvinde og hendes 6 aarige datter. Derfor tilboed hun uden toeven at haandsy alle 24 betraek for 5 Rs stykket – omkring en tres oere. Det gode arbejde blev dog beloennet med lidt drikkepenge.

Samlet pris for en pude… 7 kroner!

I soendags gik vi de 300 meter hen til boernehjemmet med gavmildhed, 24 puder og tusser, der kan farve paa stof. Det blev hurtigt til et heldagsprojekt maatte vi indse. Vi havde haft vores bekymring om boernene ville vaere fantasifulde nok og ikke lave det samme motiv paa alle. Jo, der var flere luftballoner, biler og skildpadder. Men alligevel blev hver pude forskellig og et barn fandt selv paa at skrive sine foraeldres navne og straks derefter efterlignede alle boernene dette. Derudover er jeg naesten sikker paa, at baade Caths og mit navn staar paa alle puderne og ydermere er der en enkelt med min mors og fars navn. Ja, MIN mors og fars navn.

Om aftenen blev puderne endelig taget i brug. Jeg ved ikke om det var fordi nogen af ungerne var meget sarte med deres pude, men flere af dem blev daekket af et viskestykke eller betraekket blev taget af. Det vigtigste var, at hvert barn forhaabentlig kan sove lidt bedre.

Lige en sidebemaerkning; Dagen efter laa en af puderne til toerring udenfor, fordi Shankar havde tisset i sengen. Busted!

Et forsoeg paa ikke at lade alle boernene lave en pude paa samme tid.

Suriraj er kreativ

Anuj laver sin pude med gorillaen fra Tarzan

Jeg signerer puden, saa de aldrig glemmer vores navne

Det indiske skolesystem

Det indiske skolesystem

Boernene gaar paa to forskellige skoler. Halvdelen paa en kannada (det lokale sprog) skole og den anden halvdel paa en engelsk skole. De gaar i skole seks dage om ugen, hvor loerdag dog kun er en halv skoledag. En skoledag er fra kl 10 til kl 16. Naar man ved det, skulle man tro, at med saa meget undervisning burde de vaere ekstremt kloge. Hvad vi dog ikke vidste i starten var, at mindst en dag om ugen er der helligdag, festival eller ogsaa vaelger boernene blot paa skift at pjaekke af ukendte aarsager. I denne uge var mandag children’s day og i sidste uge fejrede vi vist nok geden en af dagene. Indiens foerste praesident, som var frihedskaemper, oenskede, at man skulle fejre boern paa hans foedselsdag. Bare lidt bonusinfo. Paa children’s day var vi med boernene i skole og saa flere af boernene danse og synge. Nogen var bedre end andre. Vores egen kommende bollywood stjerne Bosuar var selvfoelgelig endnu engang helt fantastisk.

Children’s day. Den aeldste dreng paa boernehjemmet Anuj staar bagerst i fint hvidt toej. God var han ikke, men han forsoegte at efterligne de andre saa godt han kunne.

Selvom halvdelen af boernene gaar paa engelsk skole betyder det ikke, at de er meget bedre til engelsk. Det undrede os lidt i starten, for da vi kiggede i Anuj’s (6. klasse) bog, saa var baade fysik, biologi, matematik og samfundvidenskab paa engelsk. Noget af det var endda saa svaert, at vi lige skulle laese saetningerne to gange, foer vi forstod det. Alligevel forstaar drengen ikke ord som tomorrow og naar vi siger ‘why?’ bliver det altid besvaret med ‘yes!’. Svaret paa, hvorfor boernene paa trods af flere aars skolegang, stadig ikke kan noget engelsk, fandt vi deres lektier. Vi havde forventet hjemmefra, at vi skulle bruge meget tid paa at hjaelpe boernene med lektier, men som det ser ud nu, har vi problemer med, hvordan vi kan hjaelpe. Hos de mindste boern har laereren skrevet to kladdehaeftesider med engelske ord som overskrift. Boernene skal saa gentage dette ord minimum 10 gange. Vi har proevet at spoerge om, de ved hvordan ordet udtales eller hvad det betyder. Men ofte faar vi et illa (nej) tilbage. Udbyttet: De laerer at stave til ord, de ikke kender. For de stoerre boern er det lidt anderledes. Deres laerer skriver nogle spoergsmaal i deres kladdehaefte og barnet skal derefter finde svaret i teksten i deres bog og skrive et stykke direkte af. Udbytte: De spilder deres tid.

Kannadaskolen ligger i det kvarter, der er mest slumlignende i denne by. Udefra ser skolen ikke ud af meget, der er ikke andet end grus og sten i skolegaarden. Inden for i klasselokalerne er den dog rigtig hyggelig. Paa trods af at boernene sidder paa gulvet ved undervisningen, saa er lokalerne store og lyse. Paa vaeggene haenger der billeder og tegninger med alfabetet. Laererne er alle sammen kvinder og rigtig flinke. Foerste dag vi kom blev vi budt paa chaite og en anden gang fik vi lov til at deltage i undervisningen. Det gik dog mest op i leg og sang og vi maatte naermest flygte fra boern, som ville have vores autografer.

Engelskskolen er meget anderledes. Det er en privatskole, men paa trods af dette er de mindste klasselokaler kun 4kvm og de fungerer samtidig som gang til de naeste lokaler. Paa denne skole har de tilgengaeld baenke og borde. Det er som at traede ind i skolemuseet i Koebenhavn. Her er baenke og en tavle og kun et lille vindue. Og det er alt. Vaeggene er slidte i en underlig groen farve, som passer til deres skoleuniform. I skolegaarden er der et volleynet, men det bliver ofte taget ned, saa der er plads til at spille cricket. Vi blev inviteteret til et moede med rektoren, hvilket var meget hyggeligt, indtil han forlangte penge af os. Vores boern betaler aabenbart ikke de 150Rs (18kr) pr maaned for at gaa i skole. Men det oenskede han at lave om paa. Jeg ved ikke om de tror, at Danmark flyder med penge, for da vi forklarede ham, at Cath og jeg ikke fik loen for at vaere her, saa sagde han, at vi bare kunne skaffe pengene fra Danmark. Saa var samtalen ikke saa hyggelig laengere.

Morgensamling paa engelsk skolen.

Shanti i engelsk skole

Varun og Shankar i engelsk skole. Det her er det stoerste klaaselokale og undtagelse, hvor der faktisk er billeder paa vaeggene.

Der findes sikkert skoler i Indien, hvor standarden er hoejere. Hvad vi har hoert fra de andre volontoerer her, saa virker det som om, at vores er langt mere fattigt, end hvor de er. Jeg haaber i hvert fald, at skolesystemet forbedres lidt de kommende aar. Det ville det ikke tage skade af.

Min skole: En typisk eftermiddag. Jeg sidder i en af to stole paa boernehjemmet. Boernene og lederen, Galeppa, har jeg beordret til at staa med hovedet mellem benene, mens jeg taeller til 100 :) Faktisk skal ungerne af og til staa med hovedet mellem benene. En alternativ form for afstraffelse?

Boer man have daarlig samvittighed….?

Boer man have daarlig samvittighed….?

Shankar i fangenskab, eller...

Du kender sikkert alle til det. Du sidder ved spisebordet og kigger frastoedende paa sin aftensmad. Ikke fordi det ikke smager godt. Ikke fordi det er gammelt eller koldt. Ikke fordi det er det samme som du fik de to forgaaende dage. Men fordi du lige ‘kom til’ at spise en sandwich kl 16 og er egentlig ikke rigtig sulten laengere. Der sidder du og kaemper en indre samvittighedskamp, da du ikke foeler retfaerdighed i, at du har mad, du ikke kan spise, mens smaa foraeldreloese boern doer af sult i bl.a. Indien.

Jeg vil ikke spille bedrevidende, men set fra en enkelt lille, ikke statsstyret boernehjem i Indien, saa kan du roligt gaa i seng med roligt sind.

Her paa boernehjemmet faar boernene mad tre gange om dagen, altid. Og selvom jeg stadig har min tvivl om, hvor meget ris egentlig maetter, saa er der nok til at vi ofte kan faa flere portioner. Der er endda sommetider saa meget mad, at der bliver smidt mad ud. Ofte bliver det gjort i smug, da madmoren ikke bryder sig om det.

Boernehjemmet afhaenger fuldt ud af de forskellige donorer. For selvom lederen og ivaerksaetteren af boernehjemmet, Galeppa, arbejder om natten som buschauffoer for at give sin del til at boernene ikke skal gaa sultne i seng, saa er der alligevel flere udgifter end han enemand kan overskue. Naermest flere gange om dagen kommer en donor forbi. Og der bliver doneret isaer groentsager og penge. Vi fik endda doneret bananblade den anden dag, men Cath og jeg foretrak dog at spise af rigtige tallerkner. Derudover faar vi af og til ‘sweets’ som et mellemmaaltid. Men som ordet siger, er det virkeligt soedt, saa man naesten faar ondt i taenderne af det.
I anledningen af festivalen, diwali, som er en lysfestival, ville vi give boernene en gave. Saa vi tog fire af de stoerste boern med ud for at koebe fyrvaerkeri. Det var en stor oplevelse for boernene og de fik lov til at koere i rickshaw og vaelge en pakke fyrvaerkeri selv. Da vi kom tilbage saa vi kun stor glaede fra deres ansigter og flere af dem tog vores haand og kyssede den. Og her snakker vi om boern, der i starten blev forstenede af overraskelse, hvis de fik et kram. Men.. Catharinas og min glaede varede kun kortvarrigt, da der paa samme dag, kom to donorer med fyrvaerkeri til boernene. Resten af dagen saa vi nabodrengene, som baade har senge, foraeldre, et godt helbred og en god fremtid, staa og maabe ind til vores boern, groenne af misundelse.

Efter de rygter vi har hoert er det meget muligt, at alle boernene har HIV. Og lige meget hvordan jeg vender og drejer det, saa kan man ikke sige noget positivt om det. De faar dog medicin til at holde sygdommen nede og om loerdagen er der kontrol, hvor flere af boernene tager paa hospitalet. De staar dog sammen, alle 24 boern. Og naar de mindste skal have medicin, oeredraaber eller slaar sig, saa kommer der altid mindst fem aeldre boern hen for at hjaelpe til, holde i haanden og troeste. De kan drille hinanden som broedre goer og de kan elske hinanden som soestre goer.

Det sker dog at de graeder af sorg over, at deres foraeldre er doede eller, at de ikke kan tage sig af deres boern. Men er det ikke en mere livsbekraeftende graad end et dansk barn, der graeder over, at hans venner fik stoerre julegaver?

Nej, boernene har ingen eller kun en foraeldre, HIV, ingen vaerger til at hjaelpe dem videre i livet. Men de har faar en uddannelse, de faar kaerlighed, de faar 23 soeskende gennem tykt og tyndt, de faar tildelt ansvar. Og det er vel en god start mod en bedre fremtid!

Jeg sover i hvert fald trygt om natten. (Hvis ikke det var fordi min madras ikke var saa haard)

Glaedelig diwali alle sammen (: