Boer man have daarlig samvittighed….?

Boer man have daarlig samvittighed….?

Shankar i fangenskab, eller...

Du kender sikkert alle til det. Du sidder ved spisebordet og kigger frastoedende paa sin aftensmad. Ikke fordi det ikke smager godt. Ikke fordi det er gammelt eller koldt. Ikke fordi det er det samme som du fik de to forgaaende dage. Men fordi du lige ‘kom til’ at spise en sandwich kl 16 og er egentlig ikke rigtig sulten laengere. Der sidder du og kaemper en indre samvittighedskamp, da du ikke foeler retfaerdighed i, at du har mad, du ikke kan spise, mens smaa foraeldreloese boern doer af sult i bl.a. Indien.

Jeg vil ikke spille bedrevidende, men set fra en enkelt lille, ikke statsstyret boernehjem i Indien, saa kan du roligt gaa i seng med roligt sind.

Her paa boernehjemmet faar boernene mad tre gange om dagen, altid. Og selvom jeg stadig har min tvivl om, hvor meget ris egentlig maetter, saa er der nok til at vi ofte kan faa flere portioner. Der er endda sommetider saa meget mad, at der bliver smidt mad ud. Ofte bliver det gjort i smug, da madmoren ikke bryder sig om det.

Boernehjemmet afhaenger fuldt ud af de forskellige donorer. For selvom lederen og ivaerksaetteren af boernehjemmet, Galeppa, arbejder om natten som buschauffoer for at give sin del til at boernene ikke skal gaa sultne i seng, saa er der alligevel flere udgifter end han enemand kan overskue. Naermest flere gange om dagen kommer en donor forbi. Og der bliver doneret isaer groentsager og penge. Vi fik endda doneret bananblade den anden dag, men Cath og jeg foretrak dog at spise af rigtige tallerkner. Derudover faar vi af og til ‘sweets’ som et mellemmaaltid. Men som ordet siger, er det virkeligt soedt, saa man naesten faar ondt i taenderne af det.
I anledningen af festivalen, diwali, som er en lysfestival, ville vi give boernene en gave. Saa vi tog fire af de stoerste boern med ud for at koebe fyrvaerkeri. Det var en stor oplevelse for boernene og de fik lov til at koere i rickshaw og vaelge en pakke fyrvaerkeri selv. Da vi kom tilbage saa vi kun stor glaede fra deres ansigter og flere af dem tog vores haand og kyssede den. Og her snakker vi om boern, der i starten blev forstenede af overraskelse, hvis de fik et kram. Men.. Catharinas og min glaede varede kun kortvarrigt, da der paa samme dag, kom to donorer med fyrvaerkeri til boernene. Resten af dagen saa vi nabodrengene, som baade har senge, foraeldre, et godt helbred og en god fremtid, staa og maabe ind til vores boern, groenne af misundelse.

Efter de rygter vi har hoert er det meget muligt, at alle boernene har HIV. Og lige meget hvordan jeg vender og drejer det, saa kan man ikke sige noget positivt om det. De faar dog medicin til at holde sygdommen nede og om loerdagen er der kontrol, hvor flere af boernene tager paa hospitalet. De staar dog sammen, alle 24 boern. Og naar de mindste skal have medicin, oeredraaber eller slaar sig, saa kommer der altid mindst fem aeldre boern hen for at hjaelpe til, holde i haanden og troeste. De kan drille hinanden som broedre goer og de kan elske hinanden som soestre goer.

Det sker dog at de graeder af sorg over, at deres foraeldre er doede eller, at de ikke kan tage sig af deres boern. Men er det ikke en mere livsbekraeftende graad end et dansk barn, der graeder over, at hans venner fik stoerre julegaver?

Nej, boernene har ingen eller kun en foraeldre, HIV, ingen vaerger til at hjaelpe dem videre i livet. Men de har faar en uddannelse, de faar kaerlighed, de faar 23 soeskende gennem tykt og tyndt, de faar tildelt ansvar. Og det er vel en god start mod en bedre fremtid!

Jeg sover i hvert fald trygt om natten. (Hvis ikke det var fordi min madras ikke var saa haard)

Glaedelig diwali alle sammen (:

Comments are closed.