Monthly Archives: oktober 2011

Boer man have daarlig samvittighed….?

Boer man have daarlig samvittighed….?

Shankar i fangenskab, eller...

Du kender sikkert alle til det. Du sidder ved spisebordet og kigger frastoedende paa sin aftensmad. Ikke fordi det ikke smager godt. Ikke fordi det er gammelt eller koldt. Ikke fordi det er det samme som du fik de to forgaaende dage. Men fordi du lige ‘kom til’ at spise en sandwich kl 16 og er egentlig ikke rigtig sulten laengere. Der sidder du og kaemper en indre samvittighedskamp, da du ikke foeler retfaerdighed i, at du har mad, du ikke kan spise, mens smaa foraeldreloese boern doer af sult i bl.a. Indien.

Jeg vil ikke spille bedrevidende, men set fra en enkelt lille, ikke statsstyret boernehjem i Indien, saa kan du roligt gaa i seng med roligt sind.

Her paa boernehjemmet faar boernene mad tre gange om dagen, altid. Og selvom jeg stadig har min tvivl om, hvor meget ris egentlig maetter, saa er der nok til at vi ofte kan faa flere portioner. Der er endda sommetider saa meget mad, at der bliver smidt mad ud. Ofte bliver det gjort i smug, da madmoren ikke bryder sig om det.

Boernehjemmet afhaenger fuldt ud af de forskellige donorer. For selvom lederen og ivaerksaetteren af boernehjemmet, Galeppa, arbejder om natten som buschauffoer for at give sin del til at boernene ikke skal gaa sultne i seng, saa er der alligevel flere udgifter end han enemand kan overskue. Naermest flere gange om dagen kommer en donor forbi. Og der bliver doneret isaer groentsager og penge. Vi fik endda doneret bananblade den anden dag, men Cath og jeg foretrak dog at spise af rigtige tallerkner. Derudover faar vi af og til ‘sweets’ som et mellemmaaltid. Men som ordet siger, er det virkeligt soedt, saa man naesten faar ondt i taenderne af det.
I anledningen af festivalen, diwali, som er en lysfestival, ville vi give boernene en gave. Saa vi tog fire af de stoerste boern med ud for at koebe fyrvaerkeri. Det var en stor oplevelse for boernene og de fik lov til at koere i rickshaw og vaelge en pakke fyrvaerkeri selv. Da vi kom tilbage saa vi kun stor glaede fra deres ansigter og flere af dem tog vores haand og kyssede den. Og her snakker vi om boern, der i starten blev forstenede af overraskelse, hvis de fik et kram. Men.. Catharinas og min glaede varede kun kortvarrigt, da der paa samme dag, kom to donorer med fyrvaerkeri til boernene. Resten af dagen saa vi nabodrengene, som baade har senge, foraeldre, et godt helbred og en god fremtid, staa og maabe ind til vores boern, groenne af misundelse.

Efter de rygter vi har hoert er det meget muligt, at alle boernene har HIV. Og lige meget hvordan jeg vender og drejer det, saa kan man ikke sige noget positivt om det. De faar dog medicin til at holde sygdommen nede og om loerdagen er der kontrol, hvor flere af boernene tager paa hospitalet. De staar dog sammen, alle 24 boern. Og naar de mindste skal have medicin, oeredraaber eller slaar sig, saa kommer der altid mindst fem aeldre boern hen for at hjaelpe til, holde i haanden og troeste. De kan drille hinanden som broedre goer og de kan elske hinanden som soestre goer.

Det sker dog at de graeder af sorg over, at deres foraeldre er doede eller, at de ikke kan tage sig af deres boern. Men er det ikke en mere livsbekraeftende graad end et dansk barn, der graeder over, at hans venner fik stoerre julegaver?

Nej, boernene har ingen eller kun en foraeldre, HIV, ingen vaerger til at hjaelpe dem videre i livet. Men de har faar en uddannelse, de faar kaerlighed, de faar 23 soeskende gennem tykt og tyndt, de faar tildelt ansvar. Og det er vel en god start mod en bedre fremtid!

Jeg sover i hvert fald trygt om natten. (Hvis ikke det var fordi min madras ikke var saa haard)

Glaedelig diwali alle sammen (:

En hverdag i Indien

En hverdag i Indien

 

Toejvask indian style paa en sten

De smukke unge mennesker

Efter to uger paa et indisk boernehjem foeler jeg, at jeg har faaet 24 nye bedste venner. Vi faar delt virkelig meget kaerlighed ud, hvilket de ikke er vant til. Foerste gang, da jeg gav en af drengene et kram, stod han som forstenet, som om han ikke anede, hvad der foregik.

Vi proever ihaerdigt at laere deres navne og det gaar indtil videre meget godt. Men da vi stadig har langt igen har vi i stedet givet dem kaelenavne, som enten minder om deres rigtige navn eller beskriver barnet. For eksempel er der: Renault, Politi (Ponid?), AJ, tykke, militaermanden, musen, party, tandloese, lille mand osv. osv..

En almindelig dagligdag ser nok nogenlunde saadan her ud:

- Vi staar op klokken 8 og er ved boernehjemmet en time senere.

- Vi spiser morgenmad sammen med boernene. Det kan fx vaere ris eller dosa (en slags staerkere pandekage). I dag fik vi Maggi nudler, hvilket  de alle sammen var helt oppe at koere ovre. Det forstaar jeg egentlig ogsaa godt. Taenk at risene kan vaere lange og gummi agtige. Man skulle tro de aldrig havde set nudler.

- Indtil frokost er der enten leg, parktur, oprydning eller skolearbejde. Da der er saa mange drenge bliver legen ofte ret vild, og de respektere mere den voksen med en pind end de underlige danskere med alternative lege og masser af kaerlighed. Derfor har vi en gang i mellem svaert ved at faa dem til at tie stille. Det kommer formentlig med tiden. Vi har i hvert fald gjort mange forsoeg. Ofte vaelger de store boern at tage en pind og bruge sin autoritet som de aeldre til at faa de smaa til at sidde stille. Saa vi har tit taget forskellige slaa redskaber fra boernene. Heldigvis er det sjaeldent det gaar galt. I dag skete der desvaerre det, at flere af boernene slog sig efter at have faldet ned fra en mur. Vi ville finde noget papir, saa vi kunne vaske saarene, men det havde de ikke. I stedet fandt et barn et stykke A4 papir og toerede hen over saaret. Bagefter proevede at troeste dem, men da lederen kom tilbage fik de i stedet en skideballe og en blid lussing for at have leget saa vildt. Saa blev drengen beordret til at gaa frem og tilbage for at gaa smerten vaek. Da lederen gik,  fik jeg drengen til at stoppe og sad med ham paa skoedet. Vores hippi metoder er altsaa lidt mere humane.

- Frokost: Ris og sovs.

- Pause til Cath og jeg. Ofte laeser vi boeger, gaar rundt i byen eller sover.

- Tilbage paa boernehjemmet klokken 5 og mere leg. Puha.

- Aftensmad, ja gaet engang. Ris igen.

- Hjem klokken 9 og i seng kort tid efter.

Vi er ved at vaere godt kendte i naboomraadet. Ofte naar vi gaar paa gaden hoerer vi vores navn blive raabt, fordi det aabenbart er blevet rygtet hvem vi er. Som en sidebemaerkning kan siges, at vi heller ikke har set en eneste anden hvid i den by, vi bor i, saa det maa vaere noget af en begivenhed, at vi er der. Nogle gange kan al den opmaerksomhed dog blive lidt for meget. Forleden da vi var taget hjem for at slapper af, stod der to drenge foran vores port og spurgte om de maatte komme med ind. Vi sagde selvfoelgelig nej, men de blev ved med at staa der, selvom vi havde lukket og laast doeren. Lidt eft, mens drengene stadig stod der, kom en mand med store vandbeholdere og proevet at forklare, at han skulle ind og udskifte vores vand. Vi mistaenkte ham for at vaere bror til de to drenge, saa vi sagde igen nej. Heldigvis gik de vaek efter noget tid. Men da vi om aftenen skulle hen for at spise aftensmad paa boernehjemmet var Catharinas klipklappere vaek :( Saa nu gaar vi og leder efter en indisk dreng med et par groenne klipklappere!

En lille hyggelig historie er fra da, jeg i gaar sendte en pakke hjem til Danmark. Foerst skal jeg koebe en papkasse. Selvfoelgelig. Derefter bliver det mere og mere underligt. Rundt om papkassen skulle et stykke stof, saa Cath og jeg maatte tage hen til skraedderen, ja skraedderen! for at pakke min pakke ind i et stykke hvidt stof. Derefter skulle pakke forsegles med et gammeldags stempel fra stearin. Til sidste skulle jeg skrive mit pasnummer og telefonnummer paa pakken og udfylde to stykker papir. Til sidst blev jeg lovet, at pakke n kommer frem indenfor en uge. Mon dog? Nu faar vi se.

Ps. jeg har ikke taget saerlig mange billeder af boernene endnu, men det kommer!

Hospet med en danskers oejne

Hospet med en danskers oejne
Hospet med en danskers oejne

Jorden er uren og mudret, man hopper rundt paa gaderne for ikke at traede i en vandpyt eller stoede ind i en ko, en flok grise eller en herreloes hund. Man faar et stykke slik af den lokale koebmand og modtager 25 boerns undrende blikke ved, at man gemmer skraldet og ikke bare smider det paa gaden. Man iklaeder sig indisk toej, men kan stadig ikke undgaa uendelige maengder ‘What’s your name? Which country?’ Man proever at tilpasse den indiske kultur ved ikke at krydse sine ben, naar der er aeldre indere tilstede for derved at vise misrespekt. Man spiser kun med hoejre haand og ser efterfoelgende flere brandvabler pga. den varme sovs. Man proever at drikke uden at roere koppen, men maa gang paa gang se konsekvenserne i form af en vaad troeje.

Jeg erkender, at der er lang vej igen til jeg har tilpasset mig kulturen.

Catharina og jeg ankom til byen Hospet efter en nattelang bustur. Paa stationen blev vi hentet af en af de to ansatte paa boernehjemmet. Begge kan ikke snakke engelsk. Vi blev koert hen til vores vaertsfamili, som er et 60 aarigt aegtepar. Manden kan godt snakke engelsk, men kvinden kan ikke. Hun proever ofte at snakke kannada til os, men jeg tror ikke rigtigt at hun har opdaget at vi ikke forstaar hende. Huset er lille. Der er et lagerum, et vaerelse med tilhoerende toilet/bad og en stue/koekken/soverum. Vi har faaet vaerelset og en halvandenmands seng til deling. Vaertsfamilien bruger i stedet toilettet i huset ved siden af og de sover paa madrasser i stuen. Da vi ikke spiser mad i huset er det sjaeldent vi snakker med dem. Der bliver kun udvekslet praktiske ordrer, som hvornaar vi skal vaere hjemme osv.. Desuden er vi flere gange blevet advaret om de farlige drenge med guldkaeder og HIV i omraadet, saa vi skal helst vaere hjemme inden kl 21. De er forresten lige taget paa ferie i en uge til deres datters hus.

Naa, men det interessante er jo boernehjemmet. Der bor 25 boern, hvoraf 18 er drenge. De er i alderen 5 til 14 aar. Boernehjemmet er meget lille, der er en gang, et koekken og to rum. Alle boernene sover paa gulvet paa en bambusmaatte. Kun den voksne sover i sengen. Vi vil meget gerne paa en eller anden maade faa sponsoreret nogle puder til dem. De fleste har ingen foraeldre ellers har foraeldrene ikke raad til at have dem boende. De er meget disciplinaere hvilket nok skyldes at de voksne af og til slaar ud efter et barn med en pind. Ofte rammer de ikke, men det er stadig meget brutalt at se paa. Det der goer situationen endnu mere absurd er, at den voksne bagefter kigger over paa os og smiler over hele femoeren. ?? Vi er flere gange blevet efterladt alene med boernene og i dag inden lederen gik, fik vi at vide, at vi skal vaere lidt mere strenge. Derefter gav han os sin slaapind og smilede til os.

Det er ret svaert at kommunikere eftersom ingen kan engelsk. Det bliver ofte gennem den aeldste dreng og derudover proever jeg ihaerdigt at laere noget kannada. Jeg har laert at sige den vigtigste saetning ‘Swulpa anna’ som betyder ‘kun en lille smule ris’. For ris faar vi meget af. Ris til morgenmad. Ris til frokost. Ris til aftensmad. Nogle gange faar vi ogsaa chapati, som er hvedemelsbroed. Derudover faar vi en sovs til, ofte karry. Saa proteiner og koed ser vi ikke meget af. Efter frokost i gaar skulle to af boernene gaa frem og tilbage paa seks meter, da de, som lederen sagde, var for tykke. Meget aerligt og brutalt. De to fem og seks aarige gik saa frem og tilbage, mens alle andre sad og kiggede paa.

Vi har laert boernene at lave margarina/margaritha sangen og siden da har vi ofte set dem staa og oeve dansen for dem selv. Meget soedt. Vi har desuden lavet en masse kluddermor, bankeboef, UNO, papirsfroeer og sanglege og vi er snart allerede ved at loebe toer for ideer. Hvis I har nogle gode lege, maa I meget gerne sige til.

En lille sidste ting jeg vil berette fra nu er, at der kun arbejder to voksne paa boernehjemmet. Den ene har en familie, som han ogsaa gerne vil vaere sammen med og den anden koerer lokal bus otte timer om natten og sover lidt om formiddagen. Jeg forstaar ikke hvordan de har energi nok til at vaere sammen med en flok meget aktive unger og desuden have et liv ved siden af. Lige pt. sover Cath og jeg i hvert fald 11 timer i doegnet, fordi det kraever saa meget energi at vaere sammen med boernene.

Rickshaws - byens eneste, mest uforudsiglige og billigste taxa.

Foerste saet indisk skraeddersyet toej. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvordan man holder toerklaedet oppe. Sikkerhedsnaal maaske?