En nepalesisk sofa, bydeform og masser af te

En nepalesisk sofa, bydeform og masser af te

Her kommer et lille referat af denne uge i grove traek.

Mandag og tirsdag – Filmprojekt

Udover at vi begge aftener var inde og se bodyguard i biografen (som jeg nu har koebt paa dvd), saa brugte vi ellers dagtimerne paa at lave en video. Filmworkshoppen blev foert af en anden dansk facilitator, Signe, som selv havde erfaring inden for Tv verdenen. Baggrunden for vores projekt var at give os redskaber til at lave gode kortfilm, da Politiken i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke koerer en konkurrence, hvor man skal filmatisere emnet: ‘Ung i et uland’. Vinderen faar et rejsegavekort til en jordomrejse. Derfor var flere af os meget engagereret i at laere om teknikkerne ved filmning. Det viste sig dog hurtigt, at kunsten i at lave en god film er et stoerre projekt. Saa da min tremandsgruppe skulle igang med at lave storyboard osv., var vores gaapaamod og enthuiasme reduceret til ungdomsdovenskab og uoverskuelighed. Alligevel fik vi raamaterialet til en film om den nepalesiske facilitator Moti og hans opvaekst i et slumkvarter. Hvilket desuden var meget relevant for de foelgende dages program. Generelt blev filmene meget vellykkede og de handlede om et boernehjem, en ung nepaleser, vores madmors 13aarige dreng, nogle musikanter og et hundeliv.

Onsdag og torsdag – Slumliv

Onsdag var en dag flere af os havde ventet laenge paa og samtidig frygtet. Flere uger forinden havde vi laest i programmet, at onsdag d. 21. september skulle vi overnatte hos en familie i et slumkvarter. Gennem de sidste tre uger havde vi oplevet flere slumkvarter, som alle havde overrasket mig positivt i forhold til den levestandard jeg forventede. Men alligevel var vi ikke rigtig trygge ved situationen, at vi skulle overnatte der en hel nat. Formiddagen brugte vi til at tale om definitionen paa slum og forskellen paa et hjem og et hus. Efter frokost satte vi os ind i bussen med soveposer og masser af vand. Da vi ankom blev vi bedt om at vente i et lille forsamlingshus, som var et rum paa omkring 20kvm. Vores kontaktperson var der ikke, da han aabenbart var paa hospitalet. I stedet maatte vi vente i det lille rum i ca 4 timer uden at egentlig vide, hvad der skulle ske og hvornaar der ville ske noget. Mens vi sad og ventede var der hele tiden boern eller unge haengende i vinduet for minutter af gangen, som bare var kommet for at se 17 danskere og en nordmand. Nogle blev endda staeende i op imod en halv time, alt i mens vi legede smaa lege, for at holde gejsten oppe. Selvfoelgelig blev tilbudt te og snack af de lokale, mens vi sad og ventede.

Endelig omkring klokken 18 kom arrangoeren og hans engelsktalende barnebarn. Selvom vi stadig ikke havde faaet klare instruktioner om hvordan aftenen og natten skulle forloebe, blev vi uden videre foert fra bolig til bolig i slummen og ved hver familie valgte en eller to fra flokken, som de skulle vaere vaerter for. Pludselig blev jeg og en pige ved navn Line hevet i og bagefter, uden en chance for at sige farvel til de andre, skubbet op til et fint lille hus i slummen. Det var det foerste moede med vores ikke engelske talende vaertsmor. Det viste sig, at hendes familie bestod af en mor og far og en pige paa 24 og en dreng paa 21. Deres hjem bestod af to rum. I det ene vaerelse var koekken og to sovepladser og det andet var en delt stue og sovevaerelse. I det sidste vaerelse var ogsaa radio, satelit TV, stereoanlaeg, en guccitaske (fake?) og paene moebler. Men bliktag, det havde de da. Efter hvad jeg har hoert fra de andre, havde vores vaertsfamilie et stor og paent hjem. I nogle familier boede de 11 personer i et eneste rum! I hvert fald… da Line og jeg ankom blev vi straks beordret ‘sit’ og saa sad vi ellers paent paa sofaen og ventede paa hvad der saa skulle ske. Vi proevede at foere en samtale med pigen i huset, men hun var meget genert og talte helst ikke engelsk, saa hun ville hverken vide om Danmark eller os. I stedet taendte hun for deres fjernsyn og fandt en amerikansk film vi kunne se. Lidt efter blev aftensmaden serveret. Foraeldrene sad paa gulvet og spiste, mens vi kunne sidde i sofaen (stadigvaek) og spise dejlig mad, som i dagens anledning var mindre staerk end normalt. Og selvfoelgelig drikke te til. Der gik ikke laenge efter aftensmaden foer det var sengetid (kl 21). Efter de havde redt sengen, blev vi beordret ‘Sleep’. Vi fik kort tid efter besoeg af Marie og Catharina, som aabenbart skulle sove hos os ogsaa. Om morgenen fik vi aeg, kiks og mere te og ved 8tiden gik vi ned for at moede de andre. Jeg vil lige fortaelle nogle smaa anekdoter fra slummen. Hos en af familierne proevede bedstemoren at gifte vores nordmand vaek. Det regnede hun ud, da bedstemoren meget gerne ville danse med Ida til en sang, som de spiller til bryllupper og desuden fortalte vidt og bredt om et ugift familiemedlem.

En anden hyggelig historie var, da Frederikke fik lov til at tale i telefon med et familiemedlem. Det skete, da hendes vaertsmor ville ringe rundt til alle sine soenner og fortaelle dem, at de havde en dansker i huset. Hos Mads’ familie havde den 20aarige soen pludselig begyndt at pege paa sin mor og raabe: ‘She is fat, she is so fat!’ og senere paa aftenen hos selvsamme familie havde Mads fortalt familien, at han kunne spille guitar og efter et kvarter kom soennen tilbage med en elektrisk guitar, som Mads kunne faa lov til at spille paa. Hvor den kom fra, ved ingen. Derudover er der historier om ubehagelige store maengder ris.

Familien fra slummen. Fra venstre mod hoejre: Far slum, Line, mor slum, Stine

 

Vi har i gruppen flere gange snakket om tre zoner, man kan befinde sig i. Comfort, stretching og panic zone. I stretching zone bryder man graenser og udvider sin comfort zone og i panic zone er den helt gal. Paa intet tidspunkt befandt jeg mig i panic zone og kun sjaeldent i stretching zone. Helt igennem positiv oplevelse.

 

Comments are closed.